23948sdkhjf

Nedlukninger har ført til færre indlagte med alvorlige sygdomme

De store nedlukninger af Danmark medførte et fald i antallet af indlagte med andre sygdomme end covid-19.

Det viser et nyt studie af indlæggelsestallene på de danske hospitaler under pandemien, oplyser Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse. Forskere fra hospitalet står bag studiet.

- Vi har ønsket at se på, hvordan det er gået med det samlede antal af indlæggelser.

- Og der kan vi se, at der har været et betydeligt fald både under den første store nedlukning og den anden, siger Jacob Bodilsen, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Han oplyser, at antallet af indlagte med alvorlige sygdomme faldt med 30 procent under første nedlukning, der blev indledt midt i marts 2020. Under anden nedlukning, der blev indledt i december, var faldet på 22 procent. Begge tal er sammenlignet med året tidligere.

Ifølge overlægen står det ikke klart, hvad der er årsag til faldet i indlagte med for eksempel cancer, lungesygdomme, hjerteproblemer og alvorlige infektioner.

- Det er lidt uklart for os, om der har været et reelt fald i sygdomsforekomsten i befolkningen, eller om befolkningen har været forsigtig med at gå til sundhedsvæsenet med alvorlige symptomer, siger han.

Studiet kan også konstatere, at der for alvorlige sygdomme er en højere dødelig end normalt. Både under nedlukningerne og i perioden i mellem.

Man kan imidlertid ikke nødvendigvis konkludere, at nedlukninger har kostet liv.

- Det skal man være forsigtig med at tolke på. Men vi kan konstatere, at blandt dem, der blev indlagt, lader det til, at dødeligheden de første 30 dage er lidt højere, siger Jacob Bodilsen.

Han forklarer, at det kan skyldes en række faktorer.

- Det kan være, at det fortrinsvis er de allersygeste patienter, der er kommet på sygehus. Det kan være, at de har trukket den lidt længe, før de er kommet på sygehus.

- Og det kan også være, at arbejdsgangen på sygehuset har været forstyrret af coronavirus på grund af omlægninger. Det kræver en nærmere granskning af data, siger han.

Overlægen tilføjer, at det netop er det, studiet kan bruges til. Det er en slags støtte til at vide, hvor den videre forskning skal fokusere i forhold til pandemiens indvirkning på sygevæsenet.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094