23948sdkhjf

SOSU-uddannelser kan tilbyde 9.000 flere lærepladser fra 2022

En ny lærepladsaftale skal styrke social- og sundhedsuddannelserne og understøtte, at flere vil søge uddannelserne og færdiggøre dem

Den nye aftale garanterer minimum 9.000 lærepladser for elever på social- og sundhedsuddannelserne i 2022-26. Det er Regeringen, KL, Danske Regioner og FOA blevet enige om. 

Gode forhold i plejesektoren er en krumtap i vores velfærdssamfund. Når der kommer flere ældre, skal der også være flere til at tage hånd om dem. Det har vi taget et vigtigt skridt hen imod med denne ekstraordinære indsats og fortsat høje niveau for antal lærepladser. Og vi har givet unge og voksne øget sikkerhed for en læreplads i sektoren, hvis de gennemfører grundforløbet, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse. 

Uddannelse skal matche lokale forhold

Aftalen har endvidere fokus på at sikre fleksibilitet i tilrettelæggelse af uddannelserne, som matcher lokale forhold for oplæring. Dermed sikres flere oplæringssteder og dermed bedre mulighed for at tilbyde alle kvalificerede en plads i 2021 og 2022.

Og man styrker samarbejdet mellem parter og social- og sundhedsskolerne for at nedbringe frafaldet på uddannelserne.

Torben Hollmann, formand for FOA’s social- og sundhedssektor, udtaler:

- FOA har kæmpet hårdt for en ny praktikpladsaftale, og vi er meget glade for, at det er lykkedes. Det har været vigtigt at lande en aftale, der rækker mange år frem, så flere vælger social- og sundhedsuddannelserne. Et centralt punkt i aftalen er praktikpladsgarantien for alle kvalificerede elever til uddannelsen som social- og sundhedsassistent. Det er et vigtigt skridt. Nu ligger der en stor opgave i at tiltrække eleverne. Det kræver anerkendelse og fortsat udvikling af faget, siger Torben Hollmann.

Aftalen dækker en 5-årig periode fra 2022 til og med 2026. Regeringen og arbejdsmarkedets parter mødes igen i 2026 for at drøfte lærepladsniveauer efter aftaleperiodens udløb.

Aftalearterne ønsker derudover årligt at drøfte udviklingen i søgning til og gennemførelse af social- og sundhedsuddannelserne

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093