23948sdkhjf

Danske Regioner inviterer strejkende sygeplejersker til møde

Efter ugers strejke inviterer arbejdsgiverne i Danske Regioner sygeplejerskerne til et nyt møde.

På landets sygehuse har man kunnet mærke de seneste ugers sygeplejestrejke i kraft af aflyste behandlinger. Og snart vil strejken blive udvidet med flere sygeplejersker, hvis ikke der findes en løsning.

Nu inviterer arbejdsgiverne i Danske Regioner sygeplejerskernes fagorganisation DSR til et "gensidigt orienteringsmøde". Her vil begge parter ifølge Danske Regioner få mulighed for at lytte til hinanden i forsøg på at finde en løsning på konflikten.

- Vi håber på at høre fra Dansk Sygeplejeråd et realistisk bud på, om man kan finde en vej frem ved forhandlingsbordet, siger Anders Kühnau (S), der er chefforhandler for Danske Regioner og formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

- Vi tror selv, at det bliver rigtig svært, når vi konstaterer, at Dansk Sygeplejeråd på den ene side beder Folketinget og regeringen om at gå ind og stoppe konflikten ved at finde en løsning, og samtidig siger de, at vi sidder på hænderne, fortsætter han.

Han understreger dog, at der "ikke er tale om en forhandling".

- Vi skal først og fremmest finde ud af, om der overhovedet er noget grundlag for at forhandle. Det tror jeg ikke, at der er, siger Anders Kühnau.

Ifølge Danske Regioner er invitationen sendt mandag, og mødet forventes at blive afholdt i denne uge.

Grete Christensen, der er formand i Dansk Sygeplejeråd, bekræfter, at invitationen er modtaget.

- Jeg synes da, at det er positivt, at Danske Regioner har inviteret os til et møde. Jeg har en stor forventning til, at de på det møde vil fortælle lidt om, hvad de vil gøre, så man kan få sygeplejerskerne tilbage på arbejdet igen, siger hun.

Grete Christensen vil hverken be- eller afkræfte, om sygeplejerskerne vil ændre på deres krav.

- Vi skal til et informationsmøde, og jeg vil ikke her og nu åbne eller lukke for noget, fordi jeg tror, det er vigtigt, at vi lige får lejlighed til at lytte til hinanden, siger hun.

Sygeplejerskerne har været i strejke siden 19. juni, hvor omkring 5000 sygeplejersker begyndte at strejke.

Siden er strejken blevet udvidet fem gange. Mandag blev yderligere 281 sygeplejersker udtaget til strejke. Den gruppe strejker fra 7. september, og når det træder i kraft, er der 6500 strejkende sygeplejersker landet over.

Konflikten blev udløst af, at et flertal af sygeplejerskerne stemte nej til et forslag til en ny overenskomst. Det er især deres løn, som sygeplejerskerne ikke er tilfredse med.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12