23948sdkhjf

Græske sundhedsansatte skal nu være vaccineret for at arbejde

Medarbejdere i den græske sundhedssektor kan fra onsdag ikke længere selv bestemme, om de vil vaccineres mod coronavirus eller ej, hvis de samtidig vil gå på job.

Således implementerer den græske regering nye regler, som gør det obligatorisk for alle medarbejdere i sundhedssektoren at blive fuldt vaccineret mod coronavirus.

Loven er allerede vedtaget og vil blive håndhævet fra 1. september. Det bekræftede regeringens talsperson, Giannis Oikonomou, på et pressemøde mandag.

Kravet blev annonceret i midten af juli. Dengang sagde den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, at tiltaget skal bidrage til, at landet ikke behøver at lukke ned igen på grund af den enkeltes "attitude".

Kravet gælder ikke kun læger og sygeplejersker og andre i sundhedssektoren. Siden 16. august har samme krav været gældende for al personale på Grækenlands plejehjem.

Ifølge den nye lov vil uvaccinerede sundhedsarbejdere vil tvunget på orlov uden løn, indtil de får deres stik.

Vaccinationskravet har fået kritik af blandt andet græske fagforeninger og sundhedssektoren selv. Blandt andet er der bekymring for, at kravet kan medføre personalemangel, hvis alle uvaccinerede ansatte forhindres i at udføre deres job.

De græske sundhedsmyndigheder vurderer, at omkring 20.000 ansatte, hvilket svarer til cirka 20 procent af alle medarbejdere i sundhedssektoren, fortsat ikke er vaccineret.

Forud for implementeringen af vaccinekravet gik tusindvis af vaccinemodstandere på gaden i flere græske byer søndag for at demonstrere mod regeringens coronapolitik.

Lokale medier anslår, at omkring 3000 mennesker deltog i en demonstration i Athen og flere end 5000 i en demonstration i den nordlige havneby Thessaloniki.

I løbet af de seneste uger er smitten med coronavirus steget voldsomt i Grækenland, hovedsageligt på grund af sommerferien.

På dele af Kreta og andre græske ferieøer har der de seneste dage været indført at natligt udgangsforbud mellem klokken 01.00 og 06.00 i et forsøg på at dæmme op for smitten.

I Danmark er det frivilligt, om sundhedspersonale ønsker at blive vaccineret. Det bliver dog anbefalet af myndighederne, som også har prioriteret at tilbyde vacciner til sundhedspersonale som en af de første befolkningsgrupper.

Kilde: /ritzau/dpa

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.819