En eroderende hjælperordning
Handicaphjælpen i Danmark er under pres. Der kan vi alle ugentligt se og høre i nyhederne. Handicapbranchens medlemmer oplever det dagligt, fordi vi leverer hjælpen til borgerne, så de med personlig pleje og praktisk hjælp kan få dagligdagen til at fungere og få friheden til at deltage i fællesskabet.
Hjælpen leveres til borgerne af handicaphjælpere, der får løn efter en arbejdsmarkedsoverenskomst indgået mellem Dansk Erhverv og FOA. Det betyder, at handicaphjælperne opnår ordnede forhold.
Desværre oplever vi, at kommuner ikke anerkender den overenskomst, der er på området. Det kommer til udtryk ved, at flere af de kommuner, der skal betale handicaphjælpernes løn ikke udmåler løn, der svarer til overenskomst. Det resulterer i den aparte situation, at vi som leverandører af handicaphjælperne i de tilfælde skal have penge med på arbejde for at kunne betale handicaphjælperne løn til overenskomstniveau.
Helt konkret er situationen så uholdbar, at den 6. ferieuge i overenskomsten er suspenderet, fordi kommunerne ikke vil betale hjælpernes sidste ferieuge. Pilen peger på kommunerne, der byder handicaphjælperne sådanne vilkår, og konsekvensen for rekrutteringen er indlysende.
Behov for genopretning af retssikkerhed og arbejdsmarked
Vi ved, at tildelingen af BPA-ordninger er faldet med godt 50 % over fire år. Det er stærkt bekymrende, da ikke meget tyder på, at hjælpebehovet er dalet. Slipper borgeren gennem nåleøjet og får bevilget en hjælperordning i stedet for hjemmepleje eller en institutionsplads, opstår nye problemer.
Postnummer-bingo giver uforudsigelighed i borgerens hjælp, borgeren frygter i mange tilfælde kommunens stopure og udmålingen af rådighedstimer samt muligheden for at miste den bevilgede hjælp. Læg dertil borgerens udfordring med at tiltrække handicaphjælpere til BPA-ordningen i en tid med mangel på arbejdskraft, hvor hjælperen oven i købet må acceptere et usikkert løngrundlag. Det hænger slet ikke sammen.
De godt 10.000 handicaphjælpere udgør selve BPA-handicaphjælperordningen, der giver helt almindelige mennesker med et handicap mulighed for at komme ud af hjemmet, tage en uddannelse, passe et arbejde og deltage i fællesskabet. De udgør grundstammen i den unikke hjælperordning.
Det er på høje tid, vi får skabt en helhedsløsning på de mange sammenkædede problemer i ordningen. Meget kan reddes med en genopretning af retssikkerheden og arbejdsmarkedet. Problemerne på området hænger sammen i et postnummer-bingo for borger og hjælper, der begge lider under kommunernes stopure.
Når borgeren får udmålt flere rådighedstimer i stedet for hjælpertimer, så bliver borgerens ordning mere hjemmepleje end handicaphjælp, og hjælperen får ringere løn og arbejdsvilkår. Borgeren og hjælperen er gensidigt afhængige af, at kommunen ensartet udmåler den rigtige hjælp.
Meget peger tilbage på, at økonomien til ordningerne ikke er øremærket, og derfor er øremærkning af økonomi til BPA også en central del af helhedsløsningen. Vi har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning med finansloven for 2022, hvor BPA efter mange år på.
Men der er stadig et stykke vej til løsninger, for nu starter arbejdet for alvor med at finde en rigtige model. Retssikkerheden skal ordnes med styrket visitation og initiativer, der gør niveauet af hjælp mindre følsomt for den enkelte kommune. '
Arbejdsmarkedet skal ordnes med den takstmodel, FOA, Dansk Erhverv og Handicapbranchen Danmark har foreslået, der sikrer hjælperne ordentlige vilkår og foreninger og virksomheder mulighed for at hjælpe borgeren – vel at mærke alle landets BPA-borgere, og ikke kun vinderne af postnummer-bingo!
Artiklen er en del af temaet Debat.