23948sdkhjf

Dosispakket medicin skal frigive hænder til andre opgaver

I København arbejder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på at få så mange borgere som muligt over på dosispakket medicin. 

Dosispakket medicin betyder, at borgeren får sin medicin pakket i små dosisposer direkte fra apoteket (af en maskine). Der er medicin til to uger ad gangen. Det er et alternativ til, at en sundhedsmedarbejder dispenserer medicinen i pilleæsker hjemme hos borgeren eller på kommunens plejehjem.

- Det centrale er trygheden for borgeren, og dosispakket medicin har vist sig markant mere sikkert. Der sker simpelthen langt færre fejl, når en maskine står for dispenseringen. Samtidig giver det mulighed for, at sundhedsmedarbejdere kan bruge tid på andre ting, og det er der i den grad brug for i en branche, hvor vi har akut mangel på hænder, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) i en pressemeddelelse.

Indtil 1. april får de praktiserende læger, som skal godkende medicinen, et honorar for at hjælpe med opgaven.

Det er dokumenteret, at når en maskine pakker borgerens medicin sker der langt færre fejl, end når et menneske pakker medicinen manuelt. F.eks. har studier vist en fejlprocent på cirka 2-4% ved manuel dispensering, mens andre studier har vist en fejlprocent på 0,0002%, når maskiner klarer opgaven.

Med dosispakket medicin får man desuden præcis den mængde, man skal bruge og undgår dermed at opbygge et lager af overskudsmedicin, som eksempelvis kan opstå., når man skifter til en anden type medicin eller helt stopper med at bruge det.

Lægen bestemmer

Københavns Kommunes sundhedsmedarbejdere kontakter i øjeblikket de borgere, som vil have fordel af at overgå til dosispakket medicin. I hjemmeplejen på Amager er de allerede i gang med at gennemgå borgernes medicinlister.

- Vi har længe haft et ønske om at få så mange borgere som muligt over på dosispakket medicin. Både fordi det er langt mere sikkert for vores borgere. Men også fordi vores sygeplejersker og assistenter kan bruge deres tid mere fornuftigt på andre opgaver.

- Så nu glæder vi os til nogle gode snakke med borgerne om fordelen for dem ved at overgå til dosispakket medicin. Vi har valgt her hos os, at vi vil tage snakken med borgerne ansigt til ansigt frem for at ringe. For det er meget vigtigt, at borgerne føler sig helt trygge, siger Annette Westengaard Gyldengren, leder af Hjemmeplejen på Amager, i pressemeddelelsen.

Borgere, der får hjælp til at indtage deres medicin, vil selvfølgelig stadig få den hjælp. Det er kun selve dispenseringen, apotekets maskiner står for.

Hvis en borger er med på at overgå til dosispakket medicin, kontakter kommunens sundhedsmedarbejdere borgerens læge. Det er i sidste ende borgerens læge, der vurderer, om borgeren er egnet til dosispakket medicin. Og det handler i høj grad om, hvor ofte der bliver ændret i borgerens medicin.

En ny aftale sikrer, at lægerne honoreres økonomisk for arbejdet med at lade en borger overgå til dosispakket medicin. Aftalen er en midlertidig ordning, der skal motivere lægerne til at sætte flere borgere på dosispakket medicin, så tiden spares nu, hvor der på grund af COVID-19 er pres på kommunens ældrepleje. Aftalen om honorering af lægerne udløber den 1. april 2022.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078