23948sdkhjf

Kommune vil kapre podere til ældreplejen

Kviktestcentrene lukker på stribe, og mange podere står snart uden arbejde.

Men ikke så længe, hvis det står til en række danske kommuner, der har indledt jagten på de arbejdsløse podere.

Vesthimmerlands Kommune er gået til værks med prosa og skriver: "Kan du ikke mere vatpind dreje, så mangler vi dig til vores ældrepleje", i forsøget på at få de tidligere podere til at søge job i omsorgsfaget.

Det skriver KL.dk.

I Helsingør og Silkeborg er kommunerne gået mere systematisk til værks. Silkeborg har således gennem Falck, der driver testindsatsen i området, sendt et jobopslag ud til poderne og tilbudt stillinger inden for rengøring, på plejecentre og i hjemmeplejen.

Til Midtjyllands Avis siger Lene Frost, der er sundhedsfaglig leder i Silkeborg Kommune og står for at rekruttere til hjemmeplejen, at jagten på poderne er et eksempel på en nødvendig og proaktiv rekruttering.

I Helsingør har kommunen indgået et decideret samarbejde med Copenhagen Medical, som ligeledes driver en del af testindsatsen, om at guide podere over i stillinger i kommunen, særligt i ældreplejen.

Magasinet Pleje arbejder på at få et interview med Vesthimmerlands Kommune ang. deres rekruttering. 

– Vi ved, at mange af dem muligvis kommer til at stå uden job inden længe. Vi kunne selvfølgelig rigtig godt tænke os at få dem over til os, siger Trine Alstrup, chef i Center for Sundhed og Omsorg i Helsingør, til Helsingør Dagblad.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078