23948sdkhjf

Forsker: Det er op ad bakke at få fjernet ældreregler

Problemet i ældreplejen er massiv mangel på hænder. Det ændrer regeringens ældreudspil ikke på, siger forsker

Regeringens plan om at fjerne regler og kontrol og indføre faste teams i ældreplejen er en god idé, som ingen kan være imod. Problemet er bare, at kampen for at afbureaukratisere det offentlige er forsøgt uden held i mindst de seneste 40 år.

Det siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole.

- En masse regler kræver slet ingen lovændringer, men kunne afskaffes af kommunerne selv i morgen.

- Grunden til, at det gang på gang går galt med regelforenklinger, skyldes blandt andet, at mange regler sådan set er gode og har en funktion. I mange tilfælde er de også er med til at beskytte borgerne, siger han.

Han peger på, at det helt grundlæggende problem på ældreområdet er manglen på arbejdskraft.

Siden 2003, hvor ældretallet begyndte at stige, er antallet af ældre steget fra 700.000 ældre til 1.050.000 sidste år. Om 25 år vil antallet være 1,4 millioner, så udfordringerne vokser massivt.

- Cirka halvdelen af de stillinger, der var slået op i det seneste halvår på sosu-området, blev ikke besat. Der er tusindvis af ledige job ude i kommunerne uden nogen udsigt til at finde de hænder, siger Roger Buch.

Han peger derfor på afbureaukratisering som regeringens nye udspil som en måde at få mere ud af den arbejdskraft, man har.

- Ved at fjerne nogle regler kan man få mere ud af de ansatte ved at give dem mere tid til at gøre det, de er ansat til, omsorg og hjælp til de ældre, siger han.

Men han peger på, at den omfattende mangel på arbejdskraft snarere skal løses via uddannelsessystemet, via øget aktivering og en mere lempelig indvandring.

- For når man i en kommune har talt om at droppe støvsugning hos de ældre, så er vi så langt ude, hvor man kan diskutere, om vores velfærdsmodel og den sociale kontrakt om, at vi skal tage os af de ældre, i virkeligheden er brudt sammen, siger Roger Buch.

Landets borgmestre er torsdag indkaldt til et stormøde af regeringen. Her skal de drøfte mere selvbestemmelse på ældreområdet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094