23948sdkhjf

Kommuner og SOSU-skole strikker særlig uddannelse sammen til tosprogede

Haderslev og Tønder Kommuner finder nu endnu et værktøj frem fra kassen, når det kommer til at rekruttere medarbejdere til social- og sundhedsområdet.

Nu skal der sættes ind på at få de tosprogede til at vælge faget.

Derfor har kommunerne sammen med Social- og Sundhedsskolen Syd skabt en særlig uddannelse målrettet især østeuropæere. Uddannelsen har blandt andet lavere adgangskrav, et for-forløb samt løn undervejs.

Det skriver kommunerne i en pressemeddelelse.

Årsagen til fokus på tosproget og især folk fra Østeuropa er, at tal fra Danmarks Statistik viser, at en del af denne målgruppe ikke har en uddannelse. Derfor ligger der et stort uudnyttet potentiale i netop denne gruppe af mennesker.

- Det er helt essentielt for vores ældrepleje, at vi får rekrutteret flere til vores fag, og vi håber med dette skræddersyede tilbud at kunne tiltrække nogle af de gode ressourcer, der er i mange af de østeuropæere, som bor i Danmark (…) Det er win win for begge parter (kommunen og ansøgere, red), da de får en uddannelse med efterfølgende jobgaranti, hvor de ikke behøver at gå på SU eller lav elevløn, og derfor stadig kan bidrage til familiens forsørgelse, siger Linda Thisgaard, der er afdelingsleder Haderslev Kommune.

En anderledes uddannelse

Den nye uddannelse er skabt som forsøg, hvor adgangskravene blandt andet er lavere, og der er særlige indsatser inden for dansk sprog og kultur både under uddannelsen og i løbet af praktikken.

Under normale omstændigheder, tager man ”Grundforløb 2”, der varer 20 uger, inden man starter på selve hovedforløbet til enten social- og sundhedshjælper (1 år og 2 måneder) eller social- og sundhedsassistent (2 år og 9 måneder). Kommunerne og skolen har i samarbejde arrangeret et særligt for-forløb til ”Grundforløb 2” på 18 uger for tosprogede. Dette forløb består både af skole og praktik.

Man bliver på for-forløbet ansat som ufaglært medarbejder på voksenelevløn, som ligger på cirka 21.000 kroner om måneden brutto. Efter for-forløbet kan man, hvis man vurderes egnet, blive ansat på en uddannelsesaftale til ”Grundforløb 2” og et hovedforløb - også på voksenelevløn.

I de to kommuner skal der tilsammen findes mindst 14 ufaglærte medarbejdere, som ønsker at starte på for-forløbet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.146