En halv million frikadeller: Ældre vil stadig helst have traditionel mad
I de kommende sommermåneder står den for manges vedkommende på grillpølser og sommersalater.
Men hos Det Danske Madhus, der er Danmarks største leverandør af mad til ældre i eget hjem, står menuen på frikadeller og karbonader – for uanset sæson, storhitter de traditionelle danske retter hos de ældre medborgere.
Det er jo lidt overraskende. De ældre har de samme favoritter, som de havde for 25 år siden, hvor mange af vores medarbejdere også leverede mad til de ældre Martin Pindstrup, CCO i Det Danske Madhus
Hen over de seneste seks måneder, er der tilberedt over en halv million frikadeller i køkkenerne spredt over hele landet.
Det viser en ny undersøgelse, som Det Danske Madhus har lavet, hvor de er dykket ned i de ældre danskernes favoritretter.
- Vi laver ugentligt godt 30.000 frikadeller, og vi kan se, at frikadeller, karbonader og farsbrød stadig er nummer ét, to og tre, fortæller Martin Pinstrup, der er CCO i Det Danske Madhus.
Samme favoritter som for 25 år siden
De seneste år har bæredygtighed, kødfrie retter og grønne madtendenser gjort, at mange middagsborde har ændret udseende. Men de ældre som Det Danske Madhus leverer til, står fast.
-Det er jo lidt overraskende. De ældre har de samme favoritter, som de havde for 25 år siden, hvor mange af vores medarbejdere også leverede mad til de ældre, siger Martin Pinstrup.
Selvom retterne måske kan lyde som noget, der ikke helt lever op til moderne sundhedstrends, så har retterne faktisk en sundhedseffekt. For de er sammensat ud fra nøje overvejelser om sundhed, ernæring og smag, ligesom retterne tilberedes fra bunden med råvarer fra lokale leverandører.
-Vi ser desværre ofte, at appetitten og lysten til at spise svigter, når man bliver ældre. Derfor er det vigtigt, at maden er genkendelig og mindeværdig for de ældre, og at den smager godt. Samtidig går vi meget op i at sammensætte maden på en måde, hvor der tages højde for den rette sammensætning af protein, kulhydrater og fedt, siger Martin Pinstrup.
Sagt med andre ord, så er maden sammensat efter kostrådene.
-Og det nytter ikke noget med sund mad, hvis den ikke bliver spist. Hvis ældre ikke får den rigtige ernæring, kan de blive svækkede og uvirksomme, så det er utrolig vigtigt at tilberede mad, som bliver spist og som giver madglæde og livsglæde, siger Martin Pinstrup.
Det Danske Madhus severer ugentligt 115.000 måltider landet over til dem, der ønsker en hjælpende hånd med maden.
Fakta: De ældres favoritter
1.Frikadeller i forskellige varianter med tilbehør
2.Karbonader med tilbehør
3.Farsbrød med tilbehør
4.Hakkebøf med tilbehør
5.Tarteletter med hønsekød/skinke
Kilde: Det Danske Madhus