23948sdkhjf

Nyt pilotprojekt hjuler hovedstadens vasketøj rundt på elcykler

Tusindvis af borgere i København får hver uge hentet og bragt deres vasketøj med varevogne. Nu erstatter man på Amager og i Indre By bilerne med specialdesignede elcykler.

Hver dag kører varevogne fra De Forenede Dampvaskerier (DFD) rundt i København for at hente og bringe vasketøj til og fra byens ældre borgere. 

Men nu vil Københavns Kommune og DFD undersøge, om vasketøjet i stedet kan køres rundt med specialdesignede elcykler. Borgere på Amager og Indre By er med i det nye pilotprojekt, der – hvis det bliver en succes – kan inspirere til mere grøn transport.

– Vi har brug for løsninger som denne, og det er helt oplagt at få undersøgt, om det er muligt at transportere mere vasketøj på cykel – uden at det går ud over serviceniveauet for byens ældre borgere, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF)

- Hvis pilotprojektet bliver en succes kan det være, vi skal se på, om cykeludbringning også giver mening andre steder. Mulighederne er mange i en by som København. F.eks. bringer vi rigtig mange måltider ud til de ældre hver dag, tilføjer hun.

Firhjulede el-cykler

DFD samarbejder med cykeludbringningen Velove, som på relativt store, firehjulede elcykler med bagagerum kan transportere vasketøjet rundt i byen. Leveringen til borgerne vil foregå på samme måde som i dag, og ruterne bliver lagt, så de ikke ændrer ved de nuværende tidspunkter for levering. Cykelbudene vil bære DFD-uniformer og ID-kort med billede, ligesom de DFD-chauffører, som de ældre er vant til. Budene er blevet lært op af DFDs almindelige chauffører og har været med rundt på ruterne.

Der er cirka 1200 borgere i København, som hver uge får hentet og bragt deres vasketøj med DFD. I første omgang deltager 39 borgere fra Amager og 35 borgere i Indre By i pilotprojektet. Hvis cykeludbringningen ender med at blive permanent, vil det kunne spare tusindvis af kørte kilometer i varebil hvert år.

– Vi vil gerne teste, om det er muligt og bæredygtigt at skifte biler ud med cykler. Det er besværligt at finde p-pladser i København, og på cyklerne kan vi holde ude ved vejen, så det letter også dele af arbejdsgangen for os samtidig med, at det er en grønnere transportform. Vi håber, at to biler på sigt kan blive til tre el-cykler, siger områdechef hos DFD, Lars Vincent Wartou.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081