Endnu en kommune går ombord i selvstyrende teams
Hjemmeplejen i Tårnby Kommune indfører fra efteråret faste, selvstyrende teams. Dermed melder de sig i køen af kommuner, der forsøger sig med at have en fast stab omkring deres plejekrævende ældre.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det nye initiativ kommer, fordi kommunen netop har vedtaget ny ældrestrategi, og den skal give de ældre mere indflydelse og færre nye ansigter i hverdagen, samtidig med, at ældreplejen i højere grad kommer til at kende og følge de ældre gennem deres forløb.
-Ligesom resten af Danmarks kommuner får vi flere ældre, ældreplejens opgaver bliver mere komplekse, og vores borgere efterspørger i stigende grad tryghed, kvalitet og gode overgange i deres forløb. De udfordringer tager vi op nu, siger borgmester Allan S. Andersen.
Konkret etableres der fire plejedistrikter – 3 ældreplejedistrikter og et rehabiliteringsdistrikt – i kommunen, modsat nu hvor hvert af de fem plejehjem og hjemmeplejen har hver sin ledelse, og rehabilitering hører under Plejehjemmet Irlandsvej.
De faste, selvtilrettelæggende og selvstyrende teams kommer til at bestå af social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, som selv planlægger deres arbejde og besøger den samme gruppe af borgere.
Lige nu afprøves faste teams i hjemmeplejen, og ambitionen er at udvide organisationsformen til den øvrige del af ældrecentrets enheder.
Ernæringsteam på vej
Siden 2019 har kommunen systematisk spurgt et udsnit plejehjemsbeboere, hjemmepleje-brugere, ældre borgere og medarbejdere til råds.
På den måde har kommunen fået en vigtig forståelse for alles hverdag og ønsker og oversat dem til en række helt konkrete forandringer i borgernes og medarbejdernes hverdag fra nu og i de kommende år.
Der er allerede søsat mange nye ting, men arbejdet stopper bestemt ikke her, fortæller Einer Lyduch, der er formand for kommunens sundheds- og omsorgsudvalg.
- Vi har allerede en demenshandlingsplan og en ældre- og værdighedspolitik, vi har etableret et akutteam, et nyt ernæringsteam er på vej, og vi tilbyder nu IV-behandling. Nu sætter vi fokus på at opretholde selvstændige og meningsfulde liv for vores ældre, og nogle af nøgleordene i det arbejde bliver rehabilitering og hjælp til selvhjælp, forklarer udvalgsformanden.
Alle medarbejdere er blevet præsenteret for planerne, og forandringerne skydes i gang ved, at der ansattes ledere af de 4 nye distrikter. De forventes at være ansat senest 1. oktober.
Her er nogle af de forandringer, der er på vej i ældreplejen:
- Visitationen bliver mere fleksibel: Ydelser skal fremover visiteres til borgerne i pakker (frem for enkeltydelser), som hjemmeplejen selv folder ud og i samarbejde med borgeren finder den bedste fordeling af i hjemmet. Det forventes at sikre mere fleksibilitet, smidigere arbejdsgange og mindre minutbureaukrati.
- Visitationen kommer også tættere på borgerne – sygeplejerskerne kan nu selv visitere, når det gælder sygeplejeydelser, og der knyttes faste visitatorer til de enkelte distrikter. På denne måde øges den enkelte visitators kendskab til den enkelte borger, og man kan lave hurtig sagsbehandling, hvis borgerens behov ændrer sig.
- Ekspertisen samles: Der etableres også tværfaglige teams i hvert distrikt, som på faste møder gennemgår komplekse borgere, nye borgere, nyudskrevne borgere og borgere, hvor der er observeret ændringer.
- Derudover er ambitionen, at alle borgere og eventuelle pårørende tilbydes et årligt statusmøde. De tværfaglige teams består bl.a. af diætister, farmakonomer, demensansvarlige, ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejersker og visitatorer.
Kilde: Tårnby Kommune