Foa retter kritik mod vikarordning: - Det er en glidebane
I nordjyske Mariagerfjord Kommune har man i kommunens sundheds- og omsorgsudvalg besluttet sig for, at man vil tillade kommunens sosu-elever at tage ledige vikartimer, men den beslutning bliver mødt med kritik fra den lokale Foa-afdeling.
Det er et enigt sundhed- og omsorgssudvalg, som har vedtaget, at eleverne må arbejde flere timer som vikar udover de 37 ugentlige timer, de har som elever.
Ifølge Jan Andersen, der er formand for udvalget, skal det nye tiltag imødekomme, at flere af sosu-eleverne alligevel tager til andre kommuner for at arbejde som vikarer.
- Vi har rigtig mange dygtige elever, og i stedet for at de kører til Aalborg, Randers eller Vesthimmerland for at arbejde som vikar dér, så kan de gøre det i nærheden, siger Jan Andersen, der fremhæver, at der "sagtens kan være et godt arbejdsmiljø ved, at en sosu-elev arbejder fire-fem timer ekstra om ugen".
Det er dog en problematisk måde at gøre tingene på, mener faglig sagsbehandler hos Foa Mariagerfjord, Dorthe Pedersen.
- Det er en glidebane at gøre det legalt med 42 eller 47 timer om ugen. En 37 timers arbejdsuge er fuld tid i Danmark! Det har vi for at beskytte os og alle andre arbejdstagere, siger Dorthe Pedersen til avisen.