23948sdkhjf

270 millioner kroner i arbejdsskadeerstatning til FOAs medlemmer i 2022

Dansk plejepersonale er organiseret i FOA, og foreningens medlemmer har i år fået over en kvart milliard i arbejdsskadeerstatning. En smadret skulder anerkendes, men det kniber stadig med en ødelagt sjæl.

En ny opgørelse fra FOA viser, at forbundets medlemmer samlet set har fået udbetalt erstatning for knap 270 millioner kroner på grund af arbejdsskader.

Ifølge tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er brancheområdet 'Sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger', der blandt andet omfatter langt de fleste af FOAs medlemmer, den hårdest ramte branche, hvad angår arbejdsskader. Der udbetales årligt erstatning for mere end 800 mio. kroner på området, hvilket er langt mere end fx byggebranchen.

"Pengene bør jo bruges til forebyggelse af arbejdsskader, ikke til erstatning. For alle erfaringer viser, at antallet af arbejdsskader kan nedbringes markant, hvis man prioriterer et godt arbejdsmiljø ude på de enkelte arbejdspladser," siger Maria Melchiorsen som er forbundssekretær i FOA.

Hun hæfter sig desuden ved, at langt størstedelen af de udbetalte erstatningssummer skyldes fysiske arbejdsskader. Det tyder på, at det er alt for svært at få anerkendt psykiske arbejdsskader.

"Vi ved, at FOAs medlemmer også kæmper med det psykiske arbejdsmiljø. Det kan man bare ikke læse af tallene. Men det er et kæmpe problem. Både at det psykiske arbejdsmiljø er så belastet, men også at de psykiske skader ikke anerkendes som arbejdsskader," siger Maria Melchiorsen og understreger, at erstatningsbeløbet i så fald ville have været endnu større.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082