Næsten halvdelen under 40 overvejer at forlade velfærdsfagene
En potentiel bombe truer velfærden: De yngre ansatte på området er så psykisk belastede af deres arbejde, at de overvejer at skifte fag. Det udfordrer mange fag, hvor det i forvejen er meget svært at skaffe personale nok. Det skriver FOA i en pressemeddelelse.
I en medlemsundersøgelse med over 4.000 respondenter svarer hele 45 pct. af de ansatte under 40 år, at de overvejer at skifte til en anden branche.
- Det er skræmmende tal det her, og det er et vink med en vognstang om, at der skal strammes op ude på arbejdspladserne. Når medarbejderne løber så stærkt, som de gør i øjeblikket, så skal arbejdsgiverne sørge for, at ledelsesspændet ikke bliver for stort - altså at der ikke bliver for langt til nærmeste leder - for der er brug for, at topledelsen skaber rammer, man kan holde til at arbejde i, siger Maria Melchiorsen, forbundssekretær i FOA.
Dykker man ned i undersøgelsen, angiver mange af de yngre medarbejdere, at de er pressede på stort set alle spørgsmål om psykisk arbejdsmiljø. De føler sig mere stressede end deres ældre kolleger, de føler sig mere utilstrækkelige og de føler, at deres arbejde er følelsesmæssigt belastende.
- Alt for mange går hjem fra arbejde med ondt i maven, fordi de oplever, at der ikke er tid nok til at drage omsorg for de mennesker, man skal hjælpe. Det skal man have hjælp til at håndtere, og det er lederens ansvar at sørge for det, siger Maria Melchiorsen.