Dosispakket medicin skulle erstatte kompliceret medicinoptælling. Regioner og de praktiserende læger (PLO) har imidlertid problemer med at opnå en aftale om honorar. Mads Claus Rasmussen (Ritzau Scanpix)

Indtil nu er de praktiserende lægerne blevet betalt for administrationen af dosispakket medicin på en midlertidig afregningsordning. Planen har hele tiden været, at ordningen på et tidspunkt skulle erstattes af en permanent løsning, og det tidspunkt er nu. 1. marts udløb den midlertidige aftale, som har reguleret området.

Men de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne kan ikke blive enige om en afregningsmodel, og nu bremser forhandlingerne videre brug af dosispakket medicin. Mandag oplyste Praktiserende Lægers Organisation (PLO) til Magasinet Pleje, at der stadig ikke er opnået en aftale. 

Lægerne har på den midlertidige ordning modtaget 450 kroner for at opstarte en patient på dosispakket medicin, og dette honorar har også skulle dække fremtidige ændringer i medicinen.

Bøvlet med at ændre i allerede opstartet dosispakket medicin har tidligere været et stridspunkt mellem læger og regioner, og en rimelig formodning er, at det også i de nuværende forhandlinger er en knast. Det vides imidlertid ikke med sikkerhed, da både de praktiserende lægers organisation (PLO) og regionerne er tavse omkring forhandlingernes indhold.

Dosispakker fjerner fejl og skaber nye

Fordelen ved dosispakket medicin er, at medicin ikke skal optælles af autoriseret sundhedspersonale. Manuel medicinoptælling tager både tid og er forbundet med flere fejl, end tilfældet er ved dosispakning. Hvor der er en optællingsfejl i cirka hver 20. blå pilleæske, er der praktisk talt ingen fejl i dosispakket medicin.

Derudover kan 900 årsværk ifølge en rapport fra konsulentfirmaet Muusmann frigives ved fuld udbredelse af dosispakninger.

En ulempe ved dosispakket medicin er, at dosispakket medicin er administrativt tungere i opstartsfasen.

Det er plejepersonalet, som skal tage stilling til, om en borger kan have fordel af dosispakket medicin, hvorefter en læge skal vurdere, om det også er lægefagligt meningsfuldt. Denne koordinering giver anledning til ekstra administration.

Et andet problem er, at mange borgere får p.n.-medicin (pro necessitate, efter behov), og at mange recepter kun gælder kortere perioder.

P.n.-medicin og korte recepter egner sig ikke umiddelbart til dosispakning og skal ofte administreres særskilt. Bekymringen er, at dosispakning og administration af anden medicin på lang sigt kan føre til et system, hvor fordelen ved dosispakninger mindskes til et niveau, hvor der ikke længere er en fordel.

Plejepersonalets vigtige rolle

Samtidig viser internationale undersøgelser, at patienter på dosispakket medicin er mere tilbøjelige til at fortsætte lægemidler, de ikke længere har brug for.

Årsagen til dette formodes at være, at traditionel optælling og hjælp til medicinindtagelse skaber medicinbevidsthed hos patient og særligt plejepersonale. 

Derudover mener man også, at plejepersonalet leverer vigtig information til praktiserende læger om sammenhængen mellem ordineret medicin og bivirkninger hos borgerne. Også denne informationskanal bliver muligvis svækket ved dosispakket medicin.

I norsk videnskabelig undersøgelse fra 2020 har viste, at 27 procent af dosispakkepatienter over 70 år fik medicin, som savnede en lægefaglig begrundelse, og det er noget højere end i den generelle befolkning. 59 procent af patienter fik medicinkombinationer, som kunne interagere. 

Et svensk videnskabeligt studie har sammenlignet patienter med og uden dosispakningsrecepter seks måneder efter indlæggelse på et hospital, og 43 procent patienterne på dosispakker havde ikke fået ændret i deres medicin et halvt år efter, de var udskrevet. For patienter på gammeldags recepter var det kun 29 procent.

I Sverige forekommer lægefaglige efterjusteringer af medicin altså sjældnere ved dosispakket medicin end ved traditionel medicin på recept.

Et finsk forskerhold gennemgik i 2013 den samlede forskning i forskelle mellem gammeldags receptmedicin og dosispakninger. Studiet viste, at der næsten ingen fejl var i dosispakker. Til gengæld viste studiet også, at selv om dosispakker var korrekt pakket, så var den korrekt pakkede medicin oftere lægefagligt ubegrundet end tilfældet var ved patienter på almindelig receptpligtig medicin.

De øvrige nordiske lande anvender i øvrigt langt hyppigere dosispakket medicin, end tilfældet er i Danmark.

Ingen har endnu undersøgt, om personalebesparelsen ved dosispakninger opvejer det øgede plejebehov ved dosispakkers mulige bivirkningsskabende overmedicineringstendens.