Kunstig intelligens reducerer langtidssyge
PFA Pension, landets største pensionsselskab, benytter kunstig intelligens til at forebygge sygdom, og det har høstet store helbredsmæssige og økonomiske gevinster.
Det skriver Finans.
- Vi har reduceret risikoen for langtidssygdom med 70 pct. ved at benytte kunstig intelligens. Vi opnår markante besparelser, men endnu vigtigere undgår mennesker at blive langtidssyge, siger Ole Krogh Petersen, adm. direktør i PFA Pension.
Algoritmen benytter kundens bopæl, erhverv, om kunden er blevet skilt, og om sundhedssikringen er blevet brugt og til hvad.
Højrisikogruppen bliver så kontaktet med et tilbud om yderligere hjælp. PFA's statistikker viser, at det har sænket risikoen for at blive langtidssyg med 70 procent og har sparet PFA 40 mio. kr.
Ole Krogh Petersen mener, at potentialet er enormt, hvis PFA skalerer det op. Både hos PFA og i et samfundsperspektiv.
Topchefen forsikrer, at hvis man takker nej til hjælper, får det ingen betydning for fremtidige priser på kundens forsikringer.