23948sdkhjf

Morten Bødskov roser omstridt offentlighedslov

Offentlighedslov åbner for aktindsigt i kommuner og regioner, mener justitsminister Morten Bødskov om kritik.
Kritikerne tager fundamentalt fejl af den nye offentlighedslov. Den indskrænker ikke åbenheden om ministres arbejde, tværtimod.

Det fastslår justitsminister Morten Bødskov (S), før Folketinget tirsdag vedtager hans nye offentlighedslov efter en timelang tredjebehandling.

Den blev akkompagneret af sortklædte "mørkelægningsministre" - demonstranter der med sorte bannere var mødt op på Christiansborg Slotsplads for at markere deres utilfredshed med den nye offentlighedslov.

- Lovforslaget udbygger åbenheden i den offentlige forvaltning. Det er med til at sikre, at offentlighedsloven også er indrettet på, hvordan vores forvaltning har udviklet sig. Derfor er det et godt lovforslag, siger Morten Bødskov.

Åbenheden øges ved at lade loven omfatte Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, påpeger justitsministeren.

- Nu kommer der pludselig aktindsigt i to store organisationer, som spiller en markant rolle i samfundsøkonomien, og hvordan vi organiserer store dele af vores velfærdsområde, siger Morten Bødskov.

Han afviser, at åbenheden indsnævres for meget i paragraf 24, hvor ministeren får et fortroligt rum med sine embedsmænd.

- Der eksisterer et fortrolighedsrum i ministerierne. Så hvis man er modstander af et fortrolighedsrum, er man modstander af noget, som eksisterer i dag. Udvidelsen af fortrolighedsrummet er meget snæver, siger Morten Bødskov.

- Ministeren får i dag rådgivning fra forskellige sider. Nogle gange sker det i departementet (ministeriet). Andre gange sker det i en underliggende styrelse.

Idéer skal ifølge ham trykprøves fortroligt efter paragraf 27, som friholder ministerens forhandlinger med Folketingets partier for aktindsigt.

- Det er helt naturligt og rimeligt, at vi som Folketingets politikere har mulighed for at udvikle idéer, når det f.eks. gælder politiske flerårsaftaler, siger Morten Bødskov.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062