Flere kommuner vil spare på ældre
Næsten fem gange flere kommuner vil spare på ældreområdet i 2011 i forhold til i år. Besparelserne skyldes især regeringens krav om nulvækst. Det viser en ny rundspørge blandt kommunernes økonomichefer, som FOA har fået foretaget.
Det er ikke kun administrationen, der står for skud, når kommunerne til næste år står overfor massive besparelser. Også de borgernære områder som ældreplejen og børnepasningen bliver ramt, når sparekniven skal svinges. Lige godt hver anden kommune vil for eksempel spare på udgiften pr. ældre. En tilsvarende rundspørge sidste år viste, at kun hver 10. kommune skulle spare på udgiften pr. ældre i 2010. De massive besparelser på ældreområdet i 2011 vil sænke serviceniveauet for de ældre, fortæller kommunernes økonomichefer i undersøgelsen."Det er rystende, at så mange kommuner vil skære i udgiften pr. ældre til næste år. Vi ser flere og flere eksempler på, at helt elementære ydelser til de ældre bliver skåret væk. Når ældre borgere flere steder fremover kun vil få gjort rent en gang om måneden, så har det efter min mening intet med velfærd at gøre," siger FOAs formand, Dennis Kristensen.¨
Fjern nulvækst
Besparelserne skyldes især regeringens krav til kommunerne om nulvækst. Og netop kravet om nulvækst bør i følge FOA fjernes."Alle ved, at der kommer flere og flere ældre hver år. Derfor hænger det overhovedet ikke sammen, når kommunerne bliver mødt med et krav om ikke at hæve udgifterne. Når flere borgere skal dele den samme mængde penge, så er der ikke tale om status quo - eller nulvækst - som regeringen kalder det. I stedet er der reelt tale om besparelser på helt centrale velfærdsområder," siger Dennis Kristensen.Kommunerne skal i alt finde besparelser for omkring 6 mia. kroner. Og det kan ikke ske uden at det går ud over antallet af ansatte. Der vil derfor blive omkring 7000 færre fuldtidsansatte i kommunerne det kommende år, skønner økonomicheferne."Det ville klæde kommunerne at præcisere, hvilke velfærdsopgaver de i fremtiden forestiller sig kan skæres væk. 7000 færre ansatte kan ikke løse den samme mængde opgaver, som i dag. Vi må derfor have alle fakta på bordet, så politikerne ikke får lov til at pakke alvorlige serviceforringelser ind i floskler som omstruktureringer og effektivitetsforbedringer, " siger Dennis Kristensen. FOAs undersøgelse er foretaget af Norstat Danmark. 68 kommuner har deltaget i rundspørgen.