23948sdkhjf

Brugerbetaling - med omtanke!

Der er ingen tvivl om, at KL har fat i den lange ende, når de kræver brugerbetaling indført i ældreplejen.

En pensionist har i snit en formue på over én million kroner, mens 25-64-årige kun har 380.000 kroner i banken eller huset. Mellemgruppen og den fattigste del af pensionisterne har også fået flere penge og har større formue end de tilsvarende grupper i yngre generationer. Alligevel er alderen 65 år adgangsbillet til særlige fordele. Ud over folkepension er det boligydelse, rabat på offentlig transport (mimrekort), tilskud til eller gratis rengøring, nedsat licens og ejendomsværdiskat.

Lad os bare indlede en åben jagt på pensionisters goder.

Men, men...

Vi hører allerede argumentet: Hvorfor skal jeg spare op til min pension, når det bare hugges i nedsatte tilskud? Rend mig..!

Det vil være en meget sørgelig, men forståelig reaktion - for reelt er der tale om en ekstra marginalskat, hvis man piller ved incitamentet til at tjene penge og spare op. Omvendt ser vi i vort forkælede velfærds Danmark sådan på det, at en gang opnåede tilskud er en menneskeret – uanset bankbog. Det er ikke nemt…

Men med spareplaner og underskud på finanslov må vi få en ny og ganske sund realisme. Den skal modnes og desværre komme gradvist, hvis ikke pensionsopsparingen skal syltes i de danske hjem. Det ville være en katastrofe med dobbelt så mange over 80 om blot 20 år.

Når noget bliver taget fra danskerne, skal de kunne se, hvad de får i stedet. Bedre sygehuse og ældrepleje til de svage, der virkeligt trænger, vil være gode eksempler. Den basale hjemmepleje skal vi heller ikke pille ved, når ældre virkelig har brug for det. Det viste sig netop at være problemet i Sverige, at uhensigtsmæssigt mange meldte fra, da de skulle betale for den, og svenskerne måtte indføre maksimale takster for brugerbetaling.

Lad os lære af det – og i stedet gradvis skære fedtet fra: Hvorfor skal der gøres gratis rent hos pensionister, der har millioner i banken? Og hvorfor skal kommunerne betale danskernes høreapparater, når folk selv betaler deres briller? Fortsæt selv. Lad os bare få brugerbetaling – med omtanke!
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219