Innovative kørestole giver nye muligheder
Producenterne tænker kreativt, og fremtiden ser spændende ud for kørestolsbrugere, viser flere nyopdagelser
"Vi vil levere kørestole, som er individuelt designede, og som opfylder lige præcis de behov, som den enkelte har," fortæller Erik Buchard, systemingeniør i virksomheden.
Det tager seks uger at få leveret en kørestol fra Wolturnus, men til gengæld er den meget mere end en standardmodel. Udover at sammensætte stolens farver efter smag og behag, bliver der arbejdet med selve stolens udformning, ligesom Wolturnus har udviklet et joystick, der kan styres fra midten af stolen i stedet for fra enten højre eller venstre.
"Vi synes, det skal være op til den enkelte at bestemme, hvordan en kørestol styres bedst muligt. Det er normalt, at brugeren styrer sin kørestol fra enten den ene eller den anden side, men hvorfor ikke styre den fra midten, så kroppen belastes mere jævnt. Det er et temperamentsspørgsmål, om man er til den ene eller anden løsning, men det vi hører er, at brugerne ikke får ømme skuldre, når joysticket sidder i midten," fortæller Erik Buchard.
Medarbejdere i kørestol
De mange kørestolsbrugere i virksomheden gør det nemmere at være innovativ i produktudviklingen, fortæller ingeniøren. Og det er da heller ikke tilfældigt, at medarbejdere på hjul er en fast del af virksomhedens besætning. Den ene ejer af Wolturnus, Per Bisgaard, sidder selv i kørestol. Han går så langt som til at sige, at medarbejderne i kørestol er med til at højne kvaliteten i kraft af deres personlige erfaringer og viden.
Udover en række nyheder, som er så hemmelige, at de først bliver præsenteret på en messe senere på året, er det kørestolenes vægt, som i øjeblikket optager de kreative hjerner hos Wolturnus.
"Hvis kørestolen bliver lettere, bliver det nemmere at komme rundt på steder, hvor pladsen er trang. Det giver i sig selv frihed, men derudover kan det give en endnu større frihed, hvis det ikke er nødvendigt at have en hjælper med, fordi brugere selv kan løfte den manuelle kørestol op i en bil. I øjeblikket er vi i stand til at få en manuel kørestol ned på mellem seks og syv kilo," fortæller Erik Buchard.
Flere nyheder på vej
Wolturnus er ikke alene om at give plads til kreativiteten på kørestolsmarkedet. Det tyske firma Anthony Netto har udviklet en kørestol, som er målrettet handicappede golfspillere og vel at mærke ikke golfsportens handicappede, men fysisk handicappede. Stolen er døbt ParaGolfer, som er en sammentrækning af de engelske ord for lammelse og golfspiller, og den er designet, så den holder brugeren oprejst. På den måde kan der puttes og drives for fuld kraft, ligesom det også er muligt for brugere selv at nå de høje hylder, når der handles ind i supermarkedet, eller når der skal hives noget ud af overskabene i køkkenet. Den specialdesignede kørestol kan ikke erstatte en almindelig kørestol, men den skal ses som et væsentligt bidrag til øget livskvalitet for brugere. Eneste ulempe er prisen, der ifølge Innovation Lab sniger sig op i nærheden af 10.000 engelske pund; altså godt 85.000 danske kroner.
Herhjemme er en række forskere fra Aalborg Universitet i samarbejde med NOVI Innovation også i færd med at udvikle fremtidens kørestol. Ved hjælp af et tastatur, der monteres i ganen, og en række sensorer, der pierces i tungen, skal det være muligt at styre kørestolen rundt. Tastaturet kan i første omgang sammenlignes med det, vi alle kender fra mobiltelefonen, og det fungerer altså sådan, at piercingen i tungen afsender signaler, som tastaturet kan aflæse og omsætte til bestemte handlinger.
Forskerne er i færd med at forfine prototypen, men hvornår systemet er klar til at blive sendt på markedet, er der endnu ingen bud på.