Falck går sammen med Lone Hovmand
Opkøb: Iværksætteren Lone Hovmand og hendes team yder fremover sin hjemmepleje til borgerne i Ringsted og Sorø i samarbejde med Falck
Samarbejdet mellem Falck og Lone Hovmand sker ved, at Falck Hjemmepleje køber hendes firma, Lone Hovmand Sundhedsafdeling A/S, der primært leverer hjemmepleje til 540 borgere i Ringsted og Sorø. Lone Hovmand fortsætter som regionschef i Falck Hjemmepleje. Dermed bevarer hun sin tætte kontakt med både sine hjemmeplejere og borgerne i området.
"Det er vigtigt for mig at holde fast i de nære relationer, vi har til vores klienter og til hinanden i firmaet. Samtidig er jeg glad for, at vi nu kan trække på Falcks erfaringer og faglighed, når det gælder den personlige pleje", siger Lone Hovmand.
I samme åndedrag lover hun at holde fast i sin tradition med at indbyde sine klienter til julekomsammen med kaffebord, underholdning og hyggeligt samvær de seneste år i selskab med Keld og Hilda Heick.
Falck Hjemmepleje leverer både praktisk hjælp og personlig pleje til godt 2000 borgere i 36 kommuner. Samarbejdet med Lone Hovmand er et led i Falck Hjemmeplejes ambition om at blive landsdækkende.
"Vi kender Lone Hovmand Sundhedsafdeling som et særdeles veldrevet firma med en stærk lokal forankring med vægt på nærhed og tryghed. Det ønsker vi ikke at ændre på, og borgerne vil få den samme gode service af de samme gode hjemmeplejere. Men vi vil gerne give borgerne mulighed for også at få hjælp af Falck-kvalitet til eksempelvis påklædning og personlig pleje", siger Peter Kessel, administrerende direktør for Falck Hjemmepleje.