FOA: Ministre har en støvet forståelse af ligeløn
Der er ikke uligeløn i Danmark, så ligelønsloven behøver ikke at blive ændret. Det slog beskæftigelsesminister Inger Støjberg og ligestillingsminister Lykke Friis fast under et samråd. En udmelding der i den grad undrer FOA, da regeringens egen Lønkommission netop har slået fast, at danske mænd tjener 18 procent mere end kvinderne.
"Er det hvad de to ministre har fået ud af at læse rapporten fra regeringens egen Lønkommission? Det er beskæmmende", siger han og fortsætter:"Beskæftigelses- og ligestillingsministeren læser kommissionens redegørelse og den danske ligelønslov, som fanden læser biblen. De mener, at vi har lige løn, når kvinder og mænd med præcis samme uddannelse, og i præcis de samme stillinger, tjener det samme. Men det er altså en forældet og alt for snæver opfattelse af ligeløn, som Danmark og resten af EU gik væk fra i 80'erne", siger Dennis Kristensen, formand for FOA - Fag og Arbejde .
Omsorg og pleje halter
"Tilsyneladende er det gået helt hen over hovederne på ministrene, at Lønkommissionen peger på, at arbejde med maskiner og teknik aflønnes højere end arbejde med omsorg og pleje. Netop den konklusion er det helt centrale i den aktuelle ligelønsdebat. For i den danske ligelønslov står der, at mænd og kvinder skal have lige løn for arbejde, der har samme værdi. Det er dybt beskæmmende, at ministrene har en så begrænset viden om ligelønslovens indhold.""Desværre er ligelønsloven ikke særlig klar på, hvad "arbejde af samme værdi" vil sige. Og det er måske derfor, at ligelønnen befinder sig i de ansvarlige ministres døde vinkel. Men det må i så fald give anledning til, at vi får lavet en ligelønslov, som alle - også ministre - kan forstå. Ligelønsloven må og skal ændres, således at loven kan bruges i sager, der handler om arbejde af samme værdi udført på forskellige arbejdsområder. Den opgave skal løses af Folketinget."