Nyt sundhedscenter slår dørene op i Høje-Taastrup
Det nye sundhedscenter er et flagskib for kommunens forebyggelsesarbejde.
Sundhedscenteret kommer til at have mange forskellige sundhedsaktiviteter og tilbud. Her kan alle få gode råd og konkret hjælp til for eksempel at tabe sig, at bevæge sig, spise og drikke det rigtige eller leve bedre med sin kroniske sygdom.
”Vi møder borgerne, hvor de er. Vi ved, at folk er forskellige – og derfor har vi også forskellige skræddersyede tilbud. Vi har gode erfaringer med, at vores tilbud skal være i øjenhøjde med borgerne, og vi skal møde dem, der hvor de er i deres liv. Tilbuddene skaber vi sammen med bl.a. borgere og foreninger for at sikre, at tilbuddene imødekommer deres behov”, siger Flemming Hansen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget.
I Høje-Taastrup Kommune ligger de fleste sundhedstilbud lokalt i f.eks. kommunens boligområder. Her tilbydes bl.a. rygestop, motionsvejledning, Fars Køkkenskole, KOL- og diabetescaféer og Mænds Mødesteder.
”Sundheden skal ud, hvor borgerne bor. Derfor møder vi ikke kun borgerne i vores sundhedscenter, men vi møder dem også i dagligdagen fx Familiens Hus, i social og handicapcentret, i boligområderne og i vores campingvogn, der er sundhedsrådgivning på hjul”, siger Konny Riising leder af det nye sundhedscenter, som også var leder af det tidligere træningscenter Espens Vænge.
Sundhed skal være for alle
Det tidligere træningscenter Espens Vænge lægger nu fysiske rammer til Høje-Taastrup kommunes Sundhedscenter, som er et vigtigt led i kommunens nye sundhedspolitik. Uligheden i sundheden stiger hastigt i Danmark, og Byrådet ønske derfor med sundhedscenteret at skabe mere lighed i sundheden. Al viden på sundhedsområdet viser, at ens tidlige leveår, skolegang, uddannelse, job og forældres status har stor betydning for, hvor langt og godt et liv, du lever.
”Sundhed skal være for alle – også dem som ikke selv opsøger det. Det skal være muligt for alle – ung som gammel, rig som fattig - at leve et godt liv. Derfor er det vigtigt, at vi også når ud til de borgere, som i dag ikke tager imod vores sundhedstilbud. Med sundhedscenteret og de aktiviteter, som bliver knyttet hertil, ønsker vi at skabe mere lighed i sundheden”, siger borgmester Michael Ziegler.
Det nye sundhedscenter åbner dørene den 19. september.