23948sdkhjf

Københavnsk rehabiliteringscenter har jubilæum

Center for Kræft & Sundhed København hjælper hvert år omkring 1000 borgere med at få det bedst mulige liv med eller efter en kræftsygdom. Centrets rehabiliteringstilbud består bl.a. af træning og kostvejledning.

I denne uge er det 10 år siden, at Center for Kræft & Sundhed København slog dørene op for første gang.

Hvert år bliver omkring 1000 københavnere henvist til Center for Kræft & Sundhed København. Her handler det om kræftrehabilitering. Og det foregår - som det eneste sted i Danmark - i et kommunalt rehabiliteringscenter, der udelukkende er målrettet kræftpatienter.

- I Københavns Kommune er vi stolte over, at vi nu gennem 10 år har haft mulighed for at tilbyde et unikt rehabiliteringsforløb til de københavnere, der bliver ramt af kræft. Center for Kræft & Sundhed er et fyrtårn inden for kommunal kræftrehabilitering, bl.a. fordi København med sin størrelse har mulighed for at prøve nye metoder og rammer af. Vi deler meget gerne vores viden og erfaring med andre kommuner, så borgere, der har eller har haft kræft, kan få den bedst mulige hjælp - uanset hvor de bor, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.

Siden starten i 2007, da kommunerne overtog opgaven med genoptræning og rehabilitering, har mere end 7500 borgere været igennem et rehabiliteringsforløb i Center for Kræft & Sundhed København. Formålet med rehabilitering er - gennem f.eks. rådgivning, støtte og fysisk træning - at give borgeren det bedst mulige liv med eller efter en kræftsygdom.

95 procent af de borgere, som er tilknyttet centret, er tilfredse eller meget tilfredse med deres forløb. Det viser tal fra centrets seneste brugerundersøgelse, udarbejdet af Epinion P/S i 2016. 66 procent svarer i samme undersøgelse, at de - trods sygdom og behandling - har bevaret eller ligefrem forbedret deres livskvalitet efter at have været tilknyttet centret.

- Hvis du har eller har haft kræft, er rehabilitering et vigtigt skridt på vejen mod det bedst mulige liv med eller efter sygdommen. I Center for Kræft & Sundhed København har vi en unik faglighed og 10 års erfaring med at rehabilitere kræftpatienter i Københavns Kommune. Vi ved, at vores indsatser virker, og tallene fra Epinions undersøgelse viser også stor tilfredshed, siger Jette Vibe-Petersen, centerchef på CKSK.

Udover den daglige drift arbejder centret også med udviklings- og forskningsprojekter indenfor kommunal kræftrehabilitering. Centret har bl.a. haft fokus på emner som ulighed i sundhed og på rekruttering af mænd til rehabilitering. Senest ha centret arbejdet med at få større fokus på pårørende i rehabilitering.

Fredag den 28. april inviterer centret til et fagligt seminar med overskriften ”Kommunal kræftrehabilitering gennem 10 år - hvor er vi, og hvor skal vi hen?”. Seminaret byder både på oplæg og workshops og henvender sig primært til sundhedsprofessionelle, ledere og beslutningstagere i kommuner, der arbejder med kommunal kræftrehabilitering.

 

Center for Kræft & Sundhed København (CKSK) er et samarbejde mellem Københavns Kommune og Kræftens Bekæmpelse. Centret tilbyder rehabilitering til borgere, der har eller har haft kræft. Centret er blandt de førende i Danmark inden for kommunal kræftrehabilitering og hjælper hvert år omkring 1000 borgere med at få det bedst mulige liv med eller efter en kræftsygdom. Centrets rehabiliteringstil­bud består bl.a. af træning, kostvejledning, undervisning, individuel vejledning og støtte samt socialrådgivning.

 

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093