23948sdkhjf

Stressbølge rammer arbejdspladser

En ny undersøgelse viser, at der siden 2012 er kommer 17 procent flere beskæftigede, der overbelastes psykisk i forbindelse med deres arbejde.
Trods alle målsætninger om det modsatte er udviklingen af stress blandt danske lønmodtagere voksende og tilsyneladende ude af kontrol. Det skriver Avisen.dk.

På fem år siden 2012 er der kommet 17 procent flere beskæftigede, der overbelastes psykisk i forbindelse med deres arbejde. Det viser en ny stor undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der har spurgt 35.000 danskere om deres arbejdsmiljø.

I 2012 var det 14,5 procent af de beskæftigede danskere, som havde dét, som NFA betegner som ’væsentlige psykiske belastninger og symptomer’. Den andel var i 2016 vokset til 16,9 procent.
Der er flere forklaringer på de tal ifølge Bo Netterstrøm, mangeårig overlæge på forskellige arbejdsmedicinske klinikker og nu selvstændig stressekspert.

Den ene er, at en udvikling med mange års voksende stressproblemer bare har fået lov til fortsætte, og at den fik yderligere næring af finanskrisen.

- Det psykiske arbejdsmiljø fik et ordentligt dyk i 2008, og det hænger ved endnu. Selv om vi er ovre krisen, så oplever jeg, at mange arbejdsgivere handler som om, de stadig er i krise, siger Bo Netterstrøm til Avisen.dk.

På det offentlige område er de ansatte presset i bund af krav om øget produktivitet, og det får mange ansatte til at bukke under, påpeger stresseksperten.

Den oplevelse genkender forbundssekretær i FOA Jens Nielsen fra sine medlemmer på det sociale område, som i de seneste syv år er blevet beskåret med mere end 30.000 ansatte. Han mener ikke, at der længere er rimelig sammenhæng mellem de krav, de ansatte mødes af på plejehjem, i dagsinstitutioner eller på hospitaler og så de ressourcer, der er til rådighed.

- Vi har oplevet en voldsom stigning i anmeldelser af stress og depression de seneste fire-fem år. Nedskæringer er en af forklaringerne. En anden er de udliciteringer, der finder sted i kommunerne, hvor det handler om at gøre tingene billigst. Så løber man bare hurtigere og springer over, hvor gærdet er lavest, så længe man kan, siger han.

De alarmerende tal fra NFA, som også dokumenterer voksende arbejdsmiljøproblemer på det fysiske område, har fået beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at gå ud og bebude, at han vil nedsætte et ekspertudvalg, der skal udrede indsatsen på arbejdsmiljøområdet og komme med anbefalinger til en ny og forbedret indsats.

En bred politisk aftale fra 2011 har nemlig som målsætning, at det danske arbejdsmiljø - stik modsat den nuværende udvikling - skal være væsentligt forbedret i 2020. Der skal være 20 procent færre psykisk overbelaste i 2020 end i 2011 ifølge målsætningen.

Men indsatsen har slået fejl, konstaterer beskæftigelsesministeren, der samtidig betoner, at hans holdning er, at det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde i Danmark.

Det bliver imidlertid ikke ved hjælp af et ekspertudvalg, at ministeren når det mål. Det mener stressekspert og forfatter Thomas Milsted. Han har selv siddet i flere ekspertudvalg og oplevet, at han og kollegerne har anstrengt sig forgæves, fordi ingen har taget deres anbefalinger alvorligt.
- Der vil ske det med Troels Lund Poulsens ekspertudvalg, at det kommer med nogle gode råd, og så følger man dem ikke, forudser Thomas Milsted, ifølge Avisen.dk' artikel .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078