23948sdkhjf

Et simpelt mobilopkald fra ambulancen sikrer rette hjælp

Læge og ph.d. Nikolaj Raabers forskning har banet vejen for, at lægen i AMK-vagtcentralen i Region Midtjylland nu spiller en langt mere aktiv rolle i de akutte patientforløb.

Det spiller en rolle, hvorvidt der aktivt er en læge til stede i den anden ende af røret, når borgere ringer 1-1-2 for at få en ambulance.

Det viser resultater fra et ph.d.-studie om telemedicinske løsninger i akuthjælpen, som læge og ph.d. Nikolaj Raaber netop har forsvaret.

AMK-lægen er foreløbig på vagt 8.00-20.00 på hverdage, og er med til at afslutte ca. 50 patienter hver måned. Uden for dette tidsrum kan ambulancebehandlerne kalde akutlægebilerne, men Præhospitalet, som er ansvarlig for de akutte patienters forløb, arbejder på at sikre lægefaglig dækning i AMK-vagtcentralen døgnet rundt. 

I Region Midtjyllands vagtcentral, hvor sundhedsfaglige medarbejdere visiterer borgere, der ringer 1-1-2 for at få en ambulance, har det vist sig, at den tilstedeværende læge spiller en stadig mere aktiv rolle i det akutte patientforløb. 

- I en forsøgsperiode var det obligatorisk for ambulancebehandlerne i hele regionen at ringe til AMK-vagtcentralen og få en lægefaglig vurdering af patientens tilstand. Tidligere kørte man nærmest per automatik alle patienter til hospitalet. Forsøget viste, at ambulancebehandlerne med lægen på telefonlinjen i en række tilfælde kunne give patienter, der ikke var kritisk syge, den nødvendige hjælp allerede på stedet. Det betød, at flere patienter kunne spares for en unødig tur på hospitalet, siger Nikolaj Raaber.

Nikolaj Raabers forskning har banet vejen for, at lægen i AMK-vagtcentralen nu spiller en langt mere aktiv rolle i de akutte patientforløb.

- Det elegante er, at en enkelt læge rent faktisk kan supervisere og give lægefaglig bistand per telefon til en hel region med 1,3 mio. mennesker ved at understøtte ambulancebehandlerne i samtlige af Region Midtjyllands 66 ambulancer, siger Nikolaj Raaber.

Han opfordrer til yderligere forskning og forsøg med telemedicinske løsninger. 

- Telemedicinske løsninger i de akutte patientforløb kan blive en win-win. Det kan bidrage til, at patienterne får den rette hjælp og samtidig sikre, at man bruger de lægefaglige resurser klogt, siger Nikolaj Raaber. Han understreger, at patientsikkerheden altid kommer først og derfor skal være en integreret del af yderligere forskning i telemedicin. 

Siden den Præhospitale Patientjournal blev taget i brug, har ambulancebehandlerne desuden kunnet sende værdier for patientens blodtryk, puls, iltmætning i blodet samt hjertekardiogram til AMK-lægen. Det er et stort fremskridt, men Nikolaj Raaber håber, at det i nær fremtid også bliver muligt at gennemføre videokonferencer. 

- Telefonen er en god og driftssikker telemedicinsk løsning. Men jeg ser frem til, at bredbåndsnettet bliver så stærkt, at ambulancebehandler, læge og patient kan kommunikere sammen over video, i både land og by.  Det at kunne kigge en patient i øjnene, mens man taler, se ansigtskuløren osv. er væsentlige informationer for en læge, der skal vurdere patientens tilstand. Så en videoløsning vil bestemt give en ekstra kvalitet i kontakten, og især gøre en forskel i yderområderne, hvor der er længere til hospitalet, understreger Nikolaj Raaber.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093