23948sdkhjf

Museumsbesøg vækker minderne til live

På egnsmuseet Jacob Michelsens gård i Aabenraa bringer gamle møbler og arbejdsredskaber minderne frem hos borgere med demens

Seks demensramte borgere fra Aabenraa fik for nylig en oplevelse lidt ud over det sædvanlige, da de sammen med to demenskoordinatorer fra kommunen var til formiddagskaffe på egnsmuseet Jacob Michelsens gård i Aabenraa.

Formålet med museumsbesøget var at skabe socialt samvær, men også at arbejde aktivt med reminiscens.

- Vi håber og tror på, at det her sted vækker nogle gamle minder, så man får en god snak om nogle ting, fortæller demenskoordinator Anna Brammer Bonnichsen.

Besøget startede i gårdens store stue, hvor der blev serveret kaffe, brød og nybagt kringle, imens frivillige hjælpere fra museet fortalte om husets historie. Og så gik snakken lystigt rundt om bordet om alt lige fra den gamle gård, lokalområdet i det hele taget og hvor man har boet i byen til suppeopskrifter, årstider og traditioner. ’Kan I huske den gamle 1. maj skik majkat?’ spurgte en af de frivillige hjælpere. Det var der mange omkring bordet, der kunne. Efter kaffen og kagen var der rundvisning på gården, og museets imponerende samling af gamle arbejdsredskaber, møbler og køkkenredskaber blev vist frem.

- Da vi var børn, gik vi tit forbi gården, men dengang kom man ikke herind, hvis ikke man havde et ærinde, så det er en oplevelse, at se det nu. Jeg nyder, at se alle de gamle fine møbler og sager. Det har virkelig været en god oplevelse, siger Lene Skrydstrup Petersen.

Denne artikel har været bragt i den trykte avis, Magasinet Pleje, 26. maj 2017.

Normalt ville artiklen være låst og kun tilgængelig for vore abonnenter. Vi har åbnet op for hele vores pleje-univers for en periode, så du gratis kan læse med og også dykke ned i vores arkiv

Glad indeni

Idéen med formiddagsbesøg på egnsmuseet startede i 2016.

- Der var nogle frivillige, som tog kontakt til mig. De havde set noget om reminiscens i Den Gamle By i Aarhus, og mente, de havde noget, der kunne matche det. Så var jeg hernede og havde en god snak med dem, og vi talte om, hvordan vi kunne sætte det sammen, forklarer demenskoordinator Anna Brammer Bonnichsen.

Besøgene på Jacob Michelsens gård foregår nu seks - syv gange årligt.

Hvad oplever I, at de her besøg giver?

- Det giver en oplevelse, en glæde og et afbræk fra deres hverdag derhjemme. Og alle de ting, der er hernede, de bringer nogle minder tilbage fra for eksempel barndommen eller arbejdslivet, og så kan man have nogle gode samtaler, hvor det ikke bliver hukommelsessygdommen, der får overtaget, men helt almindelig samtaler om ting, der interesserer, fortæller Hanne Sørensen, demenskoordinator i Aabenraa Kommune.

- Og vores hjælpere oplever, at borgerne stadig snakker om besøget dagen efter, og kan huske, de har været her og haft en god oplevelse. Man kan godt huske følelser, og de kan huske den rare følelse, og at de har været glade. Så det gælder om at give så mange oplevelser som muligt, så man bliver glad indeni, siger Anne Brammer Bonnichsen.

Fast hjælp fra fire frivillige

Fire frivillige ildsjæle fra egnsmuseet spiller en stor rolle under besøgene på Jacob Michelsens gård.

- Vores rolle er, at fortælle lidt om huset og samtidig fortælle noget, som vækker genklang. Det er tit noget fra barndommen som for eksempel de lege, vi legede, da vi var barn, og vi snakker også meget om årstiderne, fortæller Jytte Prip Rasmussen.

I forbindelse med besøgene finder de frivillige hjælpere altid forskellige ting frem fra museet, som kan give anledning til en god snak. Det kan for eksempel være en gammel musefælde eller et gammelt redskab, som er blevet brugt i forbindelse med høsten.

- Så er der altid én, der pludselig komme i tanker om et eller andet. For de kan jo huske det, smiler Lis Müller.

- Det er utrolig berigende at være med til, og at møde mennesker, som har en sygdom, og opleve, hvordan de alligevel klarer sig, fortæller hun.

Hvad er det vigtigste for dig i forhold til de her besøg?

- Jeg tror, det er samværet. Og de får noget selvtillid af at være her hos os, synes jeg, fordi det er hyggeligt, og alle kan være med, siger Jytte Prip Rasmussen.

Demenskoordinator Anna Brammer Bonnichsen har holdt oplæg for de frivillige blandt andet om, hvad det vil sige, at have en hukommelsessygdom, og hvordan man kommunikerer med mennesker med demens.

Transport af hjemmeboende er en udfordring

Formiddagsbesøgene på Jacob Michelsensgård i Aabenraa er primært et tilbud til hjemmeboende borgere med en demenssygdom.
- Vi prøver så vidt muligt, at det er for hjemmeboende borgere, fordi der ikke er så mange tilbud i forvejen til dem. Når man er på et plejehjem, så får man flere tilbud, siger demenskoordinator Anna Brammer Bonnichsen.
Besøget varer ca. halvanden time, fordi det er intenst, og der er mange stimuli, forklarer hun, og der er mellem seks og otte borgere med hver gang.
Kan ikke hente dem, der bor længere væk
- Vi har nogle udfordringer i forhold til transport, fortæller hun.
I dag er det hovedsageligt demenskoordinatorerne, der henter og bringer borgerne, når de skal besøge museet.
- Der er også nogle hjemmehjælpere, som er søde og hjælper til, men det er udenfor visitation og betaling, forklarer hun.
- Vi har også den geografiske udfordring, fordi vi ikke kan hente dem, der bor længere væk. Det er kun dem, der bor lige heromkring, vi har mulighed for at køre ud og hente, siger demenskoordinator Hanne Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087