23948sdkhjf

Ældre: Vi bliver i høj grad mødt med respekt af fagpersonalet

Den nye undersøgelse fra Rambøll 'Praksisundersøgelse af Servicelovens paragraf 83A' viser bl.a., at 91 procent af de ældre føler sig respekteret i rehabiliteringsforløb, mens 78 procent oplever at forløbet passer til deres behov.

Når man er ældre og kroppen måske ikke længere makker ret, har det stor betydning, at man kan gå i bad selv og selv kan købe en is med børnebørnene.

Kommunerne skal tilbyde ældre rehabiliteringsforløb, ionden det vurderes, hvor meget hjemmehjælp den ældre har brug for fremover.

Folketinget vedtog i 2014, at kommunerne skal tilbyde et kort individuelt rehabiliteringsforløb, hvis det kan gøre borgeren mere selvhjulpen og dermed nedsætte behovet for hjemmehjælp. 

Tilbuddet følger hjemmehjælpskommissionens anbefalinger fra sommeren 2013, der byggede på de gode erfaringer nogle kommuner havde haft med den rehabiliterende tilgang.
Det kan være ergoterapeuter, sygeplejersker, fysioterapeuter eller andre faggrupper, som kommer på besøg i den ældres hjem.
Borgeren kan sige nej til forløbet, og målene for hvor langt den ældre kan komme for at gøre hverdagen nemmere, skal aftales mellem borgeren og kommunen.
Og indsatsen kan eksempelvis være medicingennemgang, snak om kost, fysisk træning, diverse hjælpemidler eller forebyggelse for at undgå, at den ældre falder i hjemmet.

En ny praksisundersøgelse fra Rambøll viser, at 88 procent af ældre borgere, der har været gennem et af disse rehabiliteringsforløb, overordnet set er tilfredse eller meget tilfredse med forløbet. Det glæder ældreminister Thyra Frank.

- Jeg ved, at de ældre helst ikke vil ligge nogen til last og gerne vil klare sig selv, så længe som overhovedet muligt. Derfor er det så godt, at de rehabiliterende forløb både giver de ældre den hjælp, de har brug for og gør deres hverdag nemmere ved at tage udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker, siger ældreminister Thyra Frank. 

Rapporten viser også, at 65 procent peger på, at forløbet har hjulpet dem til at klare flere ting selv i hverdagen. 60 procent mener, at det rehabiliterende forløb har givet dem bedre livskvalitet.

Evalueringen viser, at 78 procent af de ældre oplever i høj grad oplever, at det rehabiliteringsforløb, de har fået, passer til deres behov. 91 procent oplever, at de i høj grad er blevet mødt med respekt af medarbejderne i forløbet.

- Jeg synes, at det er flot, at personalet allerede i så høj grad har løftet denne nye opgave, for mange er der jo tale om en ny måde at arbejde på. Og det glæder mig især at de svageste ældre mødes med respekt og selvfølgelig inddrages grundigt i, hvor langt de kan nå med den rette hjælp, siger ældreminister Thyra Frank.

Fakta om de rehabiliterende besøg:

  • Kommunerne skal pr. 1. januar 2015 tilbyde et tidsafgrænset, kortvarende og målorienteret rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83 a, hvis det vurderes at kunne forbedre borgerens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp for hjemmehjælp.
  • Forløbene er typisk af 8-12 ugers varighed afhængig af den ældres behov og ressourcer.
  • Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at tilrettelægge rammerne for, indholdet i og opfølgningen på rehabiliteringsforløbene.
  • Der er ofte flere faggrupper involveret i et § 83 a-forløb.
  • Efter afslutningen af forløbet bliver nogle borgere helt selvhjulpne og behøver ikke længere hjælp fra kommunen. Andre får tildelt hjemmehjælp.
  • Hvis borgeren ikke ønsker at deltage i et § 83 a-forløb, visiterer kommunen borgeren ud fra det foreliggende grundlag.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096