23948sdkhjf

Unikt fællesskab mellem 19 kommuner: Her er hjælpen til ældre

Region Midt: Nu skal ældre kun huske et nummer for at få hjælp til telemedicinsk udstyr.

Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i elektronisk udstyr, når man er ældre - og især, hvis man netop er udskrevet fra et hospital.

Telemedicinske apparater kan dog gøre gavn og derfor er det vigtigt, at også ældre - og andre syge, der bliver udskrevet fra et hospital - fortsætter behandlingen hjemme. Nu er hjælpen klar på til patienter i Region Midt: Hvis teknikken driller, kan man ringe på tlf. 7020 3048 og få hjælp til at håndtere udstyret.

Bag den lette adgang til hjælp med telemedicinsk udstyr gemmer der sig et unikt samarbejde mellem alle 19 kommuner i Region Midtjylland og regionen. Med fokus på at hjælpe på borgernes præmisser, driver de sammen Fælles Servicecenter for Telesundhed, der er det første af sin art i Danmark.

 - Vi er enige om, at det skal være nemt for borgerne at få hjælp til at bruge det udstyr, de får udleveret som en del af et behandlingsforløb. De skal ikke bøvle med at huske, hvor de fik hvilket udstyr og hvem de skal ringe til efter hjælp, siger Annette Roed (S), formand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.

Alle 20 parter i samarbejdet er enige om at tilbyde samme hjælp til alle og med alt telemedicinsk udstyr på tværs af sektorgrænser, kommunegrænser og "institutionsgrænser".

Hjælp til alle slags udstyr
- Vi hjælper med at få udstyret til at virke, uanset om det er en computer, en tablet, en app eller et måleapparat, der driller. Så længe udstyret er en del af behandlingen, er vi klar med hjælp, uanset hvem der står for behandlingen, siger projektleder for Fælles Servicecenter for Telesundhed Frederik Mølgaard Thayssen.

Videnscenter for ansatte
Det kan være svært for en sygeplejerske at vurdere, hvilket udstyr der bedst hjælper en KOL-patient med at monitorere sin lungefunktion og med at dele data med relevante behandlere.

- Der kommer nye løsninger til hele tiden. Vi hjælper med at samle erfaringer, indgå aftaler og tage teknikken i brug, så sundhedspersonerne kan koncentrere sig om deres arbejde, siger Frederik Mølgaard Thayssen.

Fælles Servicecenter for Telesundhed har fungeret som forsøg siden 2015 og gøres nu permanent i regi af Regionshospitalet Horsens.

Fælles Servicecenter for Telesundhed får 2-3 ansatte og skal samarbejde med private virksomheder om at løse opgaverne.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093