23948sdkhjf

Handicaporganisationer: Lås døren med omtanke

Bosteder for psykisk handicappede får lov at låse yderdøre, har politisk flertal besluttet.

Fremover skal bosteder for udviklingshæmmede kunne låse yderdørene, så beboerne ikke kan komme ud, hvis det vurderes, at de vil udsætte sig selv for fare.

Der er ikke tale om at låse beboerne inde. De vil fortsat have adgang til fællesarealer. Kun yderdøre som porte og terrassedøre vil kunne låses, hvis det vurderes at være nødvendigt.

Men at låse dørene er et magtmiddel, man skal bruge med omtanke, lyder det fra Landsforeningen LEV, der arbejder for psykisk handicappede.

- Vi skal gøre alt overhovedet for at beskytte sårbare borgere, som ikke kan overskue konsekvensen af deres handlinger, siger formand Anni Sørensen.

- Det er bare rigtig vigtigt, at det kommer til at ligge langt nede i den pædagogiske værktøjskasse. Det er det sidste, vi skal ty til.

De nye regler er med i en bred politisk aftale, der skal sikre klarere regler for brug af magt på handicapområdet.

Med aftalen forsøger politikerne at finde en balance, hvor der også tages hensyn til de grundlæggende rettigheder for de psykisk handicappede.

- Denne aftale er langt hen ad vejen rigtig god. Jeg er meget lettet over, at aftalen fastholder, ligesom den tidligere lovgivning, at det er rigtig vigtigt at forebygge, at man overhovedet får brug for magtanvendelse, siger Anni Sørensen.

Hun hæfter sig også ved, at der fortsat vil være myndighedskontrol med personalets anvendelse af magt over for beboerne.

Formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, kalder aftalen for "et godt bud på klarere regler for, hvornår magtanvendelse kan tages i brug for at yde omsorg".

- Jeg er glad for, at aftalen slår fast, at magtanvendelse er sidste udvej, udtaler han i en kommentar.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Læs mere om: LEV
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079