Nyt udviklingskøkken indviet i Frederikshavn
Regionshospital Nordjylland har netop indviet et nyt, innovativt udviklingskøkken.
Det nye udviklingskøkken er opstået i samarbejde mellem hospitalets Hovedkøkken, Center for Klinisk Forskning og det private erhvervsliv.
- Etableringen af Udviklingskøkkenet sker ud fra en innovativ tanke. Vi vil i større grad udnytte råvarers egenskaber i en mere sundhedsfremmende eller forebyggende strategi til gavn for patienter og borgere generelt, fortæller projektleder Nina Peilicke, der er uddannet kok og har arbejdet med madservice til ældre i eget hjem og desuden har en professionsbachelor i ernæring og sundhed.
De første udviklingsprojekter simrer allerede i form af videreudvikling af hospitalets gelesmørrebrød til borgere med synkebesvær, og der arbejdes på en saftbaseret proteindrik, der er blevet efterspurgt af hospitalets patienter.
Forbedret madoplevelse
Der er øget fokus på kost mad og ernæring som en del af behandlingen af sygdomme, men også som forebyggelse af livsstilssygdomme. Udviklingskøkkenets første projekter er rettet mod småtspisende patienter og borgere og patienter med synkebesvær.
- Vi vil gerne forbedre mad-oplevelsen, så man spiser af lyst og ikke ud fra en medicintankegang om, hvad der er ernæringsmæssigt nødvendigt, siger Nina Peilicke.
Men ambitionerne strækker sig også til andre målgrupper. Udviklingskøkkenet har allerede etableret et samarbejde med Aarhus Universitet, hvor to studerende vil lave deres speciale i samarbejde med hospitalet og to private fødevarevirksomheder frem mod sommeren 2019.
Det ene projekt handler om energi-gel til sportsudøvere, det andet om vegansk proteinberiget juice.
Åbne for samarbejder
Også forskningsprojekter fra Aarhus Universitet om gamle kåltyper som forebyggelse og behandling af type-2 diabetes og rødkløverprotein som genopbygning af muskelmasse, som hospitalet har været involveret i, kunne være interessant at arbejde videre med for Udviklingskøkkenet.
- Vi vil gerne hele tiden åbne for nye samarbejdsmuligheder, så ligger man inde med en ide eller et produkt, man gerne vil have udviklet på, så tøv endelig ikke med at kontakte os, siger Nina Peilicke.
Udviklingskøkkenet etableres i det eksisterende køkken på Regionshospital Nordjylland Frederikshavn, hvor der er ledig kapacitet, da produktionen af mad til hospitalets patienter i dag foregår i Hjørring.
Samarbejder med mejeri om´'skub op' is Erhvervslivet er en vigtig partner for Regionshospital Nordjyllands udviklingskøkken. Det er samarbejdet med Aabybro Mejeri er et godt eksempel på. |