Plejepersonale bruger over dobbelt så meget tid på hver enkelt borger
Plejepersonalet i Odense Kommune skal løbe hurtigt for at følge med udviklingen.
I 2017 fik borgere, der blev visiteret til plejehjem, i gennemsnit hjemmehjælp 5,6 timer om ugen, inden de flyttede i plejebolig. Det var steget til 11,5 timer om ugen i 2020. Det viser beregninger fra Ældre- og Handicapforvaltningen, skriver Fyens Stiftstidende.
Stigningen kommer også til udtryk på plejehjemmene. Det fortæller Heidi Tange, rehabiliteringsleder på Ærtebjerghaven.
- Udviklingen på plejecentrene går imod, at borgerne har mere komplekse forløb. De kan være mere fremskredne i deres demenssygdom samtidig med, at de har andre sygdomme. Tidligere var det en mere blandet målgruppe. Nu har næsten alle en demensdiagnose, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Der er i 2021 blevet afsat 12 millioner kroner til bedre normering i Odense Kommune.