23948sdkhjf

Sanse-hjælpemidler øger trivsel og nedsætter medicinforbrug hos borgere med demens

Efter et succesfuldt projekt vil Københavns Kommune nu udbrede principper om brug af sanse-hjælpemidler frem for medicin til andre plejehjem i kommunen

Hvis det ikke er nødvendigt, så skal man ikke bruge medicin.

Derfor har Københavns Kommune gennem en årrække forsøgt sig med alternative hjælpemidler for at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til borgere med demens. Og indtil videre har der været gode resultater, skriver TV 2.

Mere præcist viser resultaterne fra projektet "Bedre trivsel - mindre medicin", at forbruget af den antipsykotiske medicin er faldet med 60 procent i forsøgsperioden fra 2021-2023, mens trivslen i perioden er øget.

Forsøget har fundet sted på fire plejehjem i kommunen, hvor i alt 74 demens-ramte beboere har været igennem forløbet. På et af plejehjemmene, Klarahus, har man blandt andet taget tyngdedyner, tyngdeveste og den tre kilo tunge sansebamse Bent i brug. Hjælpemidlerne kan være med til at stimulere en del af nervesystemet.

- Når vi arbejder med de her tyngdeprodukter, hjælper vi borgerne med at komme over i det rolige nervesystem, fortæller processygeplejerske og sundhedsantropolog Anja Holland til TV 2.

Betydelige bivirkninger ved medicin

Baggrunden for Københavns Kommunes projekt var, at brugen af antipsykotisk medicin til personer med demens også har en række "betydelige bivirkninger".

Ifølge en rapport fra Københavns Kommune indebærer bivirkningerne blandt andet øget dødelighed og nedsat funktionsevne.

Med de gode resultater fra projektet har Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsudvalg besluttet at bestille et budgetnotat vedrørende udbredelse af projektet på andre plejehjem i kommunen, lyder det i et referat fra et møde i udvalget.

Om projektet Bedre trivsel - mindre medicin

  • Løb fra 2021-2023 på fire plejehjem i Københavns Kommune.
  • Omfatter 74 borgere med demens, hvoraf 23 i forvejen fik antipsykotisk medicin.
  • Hensigten var at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til borgerne, fordi der er betydelige bivirkninger ved brugen. I stedet har man erstattet medicinen med sansestimulering i form af blandt andet tyngdedyner.
  • En rapport fra Københavns Kommune viser følgende resultater:
    "51 beboere er ikke opstartet i antipsykotisk medicin, 14 beboere er stoppet dvs. en reduktion på 60 procent, og fem er reduceret. Ingen beboere er øget i forbrug, og tre er opstartet på grund af psykisk sygdom. Yderligere har flere beboere fået en behandlingsplan samt en slutdato for behandlingsperioden. Projektets samlede indsatser har desuden medført et fald på 50 procent i adfærdsmæssige og psykiske symptomer, og dermed er beboernes trivsel øget markant."

Kilde: Københavns Kommune

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079