23948sdkhjf

Forsker: For høje krav udløser store forskelle i sygefravær

FOA og HK vil have øget fokus på offentligt ansattes arbejdsmiljø, så sygefraværet kan blive mindre.

Det er ikke overraskende, at sygefraværet er markant højere for offentligt ansatte, end det er for ansatte i den private sektor.

Mange offentligt ansatte er pressede i deres arbejdsliv og arbejder oftere tæt på smittekilder, siger professor Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

- Normeringerne er blevet dårligere, og der er kommet flere dokumentationskrav, som ikke har med kerneopgaven at gøre, og som presser de offentligt ansatte, siger han.

En rapport fra Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet viser, at sygefraværet især er højt hos kommunalt ansatte.

I gennemsnit havde ansatte i landets kommuner 12,8 sygedage i 2017, mens tallet for privatansatte var 6,8 sygedage.

- Vi ved fra mange undersøgelser, at det er uden fornuft at sætte folk til at lave en masse dokumentationsarbejde, som ikke gavner andet, end at nogen højere oppe skal kontrollere det.

- Det betyder, at folk føler sig mere pressede, og så får man stresssituationer med folk, der føler sig nedslidte eller angste. Og så får man et højere sygefravær, siger Henning Jørgensen.

Han peger på, at flere ansatte i det offentlige end i det private arbejder steder, hvor man har menneskelig kontakt og er udsat for smittefare, for eksempel i børneinstitutioner og på sygehuse.

Hos fagforbundet FOA, hvis medlemmer tæller social- og sundhedspersonalet, genkender forbundssekretær Jens Nielsen billedet af stressede medarbejdere.

- Hvis der skal gøres noget ved sygefraværet, så er man nødt at undersøge, om der er balance mellem krav og ressourcer, siger han.

Jens Nielsen ser en tendens til, at ansatte i det private har større indflydelse på, hvordan deres arbejde skal tilrettelægges i dagligdagen.

Altså for eksempel hvordan en hjemmehjælper skal prioritere sin tid til dagens besøg.

- Det stresser vores medlemmer, at de ikke kan bruge deres faglighed rigtigt. Vi vil gerne have, at de slipper medarbejderne fri, siger han.

Også Kim Simonsen, formand for fagforbundet HK, har et bud:

- Man kan have et godt arbejdsmiljø, både på det fysiske og det psykiske område, så man ikke bliver syg af sit arbejde.

- Og så skal man også have et fokus på den enkelte medarbejder, så medarbejderen føler sig holdt øje med på den gode måde, siger han.

Regeringen har afsat 100 millioner kroner til offentlige arbejdspladser med højt sygefravær, så sygefraværet kan blive bragt ned.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079