23948sdkhjf

Corona: Sundhedspersonale står sammen i krisen og melder sig under fanerne

Fredag meldte Region Midtjylland ud, at man har oprettet en jobbank til studerende, pensionerede og andre fagligt dygtige folk i pleje- og sundhedssektoren, der kan give en hånd med under Covid-19-krisen.

Nu foreligger det foreløbige resultat, og det er overordentligt positivt: På mindre end et døgn tilmeldte 1.717 mennesker sig til at hjælpe på Region Midtjyllands hospitaler og sociale tilbud. Og tallet stiger fortsat.

Blandt de tilmeldte er 124 sosu-assistenter, 151 sygeplejersker, 313 sygeplejestuderende og hertil et stort antal pædagoger, læger, medicinstuderende og mennesker med anden relevant, faglig baggrund.

Region Midtjylland opfordrede fredag studerende, ledige og pensionerede inden for sundhedsfagene til at stille sig til rådighed som assistance på de midtjyske hospitaler.

- Det er fantastisk, at så mange vil hjælpe! Vi bruger selvfølgelig først vores egne medarbejdere, men vi ved ikke, hvor mange vi kan få brug for i denne her helt ekstraordinære situation. Derfor opfordrer vi fortsat ledige eller pensionerede med sundhedsfaglig baggrund og studerende inden for sundhedsfagene samt ledige eller pensionerede pædagoger til at registrere sig i vores corona-jobbank, siger regionsrådsformand Pernille Blach Hansen.

Også Region Nordjylland har oprettet en jobbank. Det meldte regionen ud i går søndag.

Via www.rn.dk/assistance kan man melde sig til på samme vilkår som i de øvrige regioner.

- Alle kan tilmelde sig i dag, og hvis vi får brug for arbejdskraften, betaler vi overenskomstmæssig løn for indsatsen. Vi kender ikke det eksakte behov for ekstra hænder, men vi ved, at vi får brug for mange. Så de tilmeldte vil blive kontaktet direkte, hvis og når vi får brug for dem, siger Mariane Therkelsen.

- Utrolig mange nordjyder har allerede henvendt sig for at tilbyde deres hjælp. Nu opretter vi én samlet indgang, så alle der ønsker at hjælpe, ved hvor de skal henvende sig, siger Mariane Therkelsen, der er direktør for Mennesker og Organisation i Region Nordjylland.

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064