23948sdkhjf

Klar melding fra flere sider: Derfor sker der svigt på plejehjem

Historier om massivt omsorgssvigt på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus har præget flere medier den seneste tid, men er det altid medarbejdernes skyld? Nej, lyder det nu fra flere sider.

I stedet peges der på for få ressourcer og for stor udskiftning blandt personalet. En cocktail der sjældent er god for plejen af de ældre.

- Jeg er da ikke i tvivl om, at der i dag er et enormt stort pres på det sundhedsfaglige personale, uanset om det er det ene eller andet sted, siger formand for FOA Aarhus, Inge Jensen Pedersen, til TV2 Østjylland.

- Kongsgården har været og er meget presset. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der mangler økonomiske og personalemæssige ressourcer.

Fra FOAs side efterlyses der flere penge til den aarhusianske ældrepleje, og samtidig påpeges vigtigheden af kendte ansigter og kontinuitet.

- Jo flere fastansatte og stabile medarbejdere man har, jo større er kontinuiteten. Hvis man har for mange timelønnede og løstansatte inde, så mister man kontinuitet, og det er noget af det, man skal se på, mener Inge Jensen Pedersen, og hun bakkes op af det lokale ældreråd.

Her har blandt andre medlemmet Flemming Westergaard i flere år kæmpet for flere midler til ældreområdet i Aarhus Kommune.

Han mener, det er klart, at der ikke kan ydes den samme gode pleje af ikke-uddannet personale, der bare kommer ind fra gaden.

- De kan måske godt skifte en ble på en 93-årig dame, men de er jo ikke uddannet til det, og det kræver altså noget. Det kræver god social kontakt, som kun faglært personale kan skabe, siger Flemming Westergaard fra ældrerådet til TV2 Østjylland.

En af de gruppe borgere, der bliver ekstra hårdt ramt af den manglende faglighed hos mange medarbejdere, er de demente.

Det mener direktør for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.

- Den store udskiftning er et kæmpe problem. Der er stor risiko for, at vigtig viden går tabt mellem medarbejdere, og den kontinuerlige gode pleje er ikke mulig, siger direktøren til TV2 Østjylland.

Rundt om på landets plejehjem sidder der rigtig mange ældre med demens.

- Og det er afgørende, at der tages hånd om dem af faglært personale med det rette kendskab til deres situation, siger Nis Peter Nissen.

Ifølge ham er der desuden på mange plejecentre i Aarhus og i andre østjyske kommuner for lidt personale i det hele taget.

Det kan skyldes både for få midler på området, men også et problem med at rekruttere medarbejdere.

- Det er en blanding, men det er jo klart, hvis der er slemme forhold et sted med dårlig normering, så er det svært at tiltrække folk. Det er en ond cirkel, slår Nis Peter Nissen fast.

Hende, der i Aarhus, har det overordnede ansvar for, at bemandingen er tiltrækkelig, og der er de nødvendige kompetencer til stede blandt de ansatte, er Rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF).

Hun afviser imidlertid kritikken, der kommer fra flere sider.

- Selvfølgelig har de ansatte kompetencerne. Det er måden, som de anvender dem på, der er vigtig, siger Jette Skive til TV2 Østjylland og fortsætter:

- Og ja, vi lever op til det serviceniveau, som byrådet har lagt. Men i Dansk Folkeparti så vi da gerne, det var højere.

På kritikken fra blandt andre FOA om for mange løstansatte og ufaglærte i ældreplejen, er rådmanden klar i mælet.

For hun giver ikke meget fra fagforeningens pointer.

- FOA skal have medlemmer, og har i 25 år råbt op om, at man hele tiden render stærkere. Men vi ansætter flere sygeplejersker og sosu'ere. Hvordan personalesammensætningen er på det enkelte plejehjem, og om de er fastansatte, det vil jeg ikke blande mig i. Det håber jeg heller ikke FOA vil, siger rådmanden.

Kilde: https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/klar...

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094