Kommune skubber udgifter til ældreplejen: ”Pengene kan kun findes ved at skære ned”
5,9 millioner kroner mangler i budgettet hos Holstebro Kommune, og det skal plejecentre og hjemmeplejen være med til at finansiere.
Hullet i budget skyldes, at man forventer flere elever indenfor ældreplejen i 2021, og det betyder øgede lønkroner. Forvaltningen i Holstebro Kommune har derfor lavet en model, hvor 40 procent af elevernes løn fremover betales af praktikstedet. I dag betaler kommunerne for ældreplejens elever.
Det skriver Dagbladet Holstebro Struer.
Men forvaltningens model får kritik af sektorformand for Social og Sund hos FOA, Tanja Nielsen.
- Disse penge kan kun findes ved at skære ned, så der bliver færre uddannede i både hjemmeplejen og på plejecentre. Men området har et så stramt budget i forvejen, at det ikke er muligt, siger Tanja Nielsen til Dagbladet Holstebro Struer.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget Jens Kristian Hedegaard (V) bemærker, at eleverne må have en værdi som arbejdskraft, og at andre kommuner tæller eleverne med i normeringen. Tanja Nielsen fortæller, at der er en bedre grundnormering i de kommuner.
Økonomiudvalget skal nu beslutte, hvem der skal tage sig af den pludseligt opståede millionregning.